Siggo reddede dagen!

Af Lotte Vinde Carlsen

Himlen var grå men luften mættet af lune. Det var første reguleringsjagt i Hørsholm & Omegns Jagtforening; en dag i september. Ikke et blad rørte sig - kun en lille vissen blomst gyngede blidt i et spindelvæv lige ved siden af mig. Foran mig forsøgte en snegl at komme fra en stilk ned på jorden, dens vægt var ikke tung nok til at få bøjet stilken så langt ned, at den kunne forlade stilken. På den anden side af mig var der mindst 7 sneglehuse uden megen bevægelse.Larmen fra motorvejen var øredøvende - forbavsende sådan en tidlig lørdag morgen, hvor man føler sig langt fra alfarvej, hvor det eneste man ellers kan høre er en flyvemaskine en gang i timen, kl. 5 min. over……

Himlen bliver nogle gange faretruende mørk, men det lysner heldigvis igen - dejligt at sidde her og betragte det nære liv omkring mig - noget jeg ellers aldrig giver mig tid til.

Heller ikke på himlen er der så meget bevægelse. Et par enkelte duer og en skarv er fløjet hen over os. Senere kommer en enkelt due ind fra venstre - og - pludselig lyder et skud - og duen segner hvirvlende til jorden.

Vi har gennem 2 sæsoner gået til apporteringstræning med vores Gl. Danske hønsehund. Han er en utrolig glad og ivrig hund, der har gjort gode fremskridt, men aldrig "nået det sidste stykke". Han har aldrig fået afleveret dumyen, duen, haren eller hvad det nu måtte være, til stor frustration for os begge. Et eller andet sted havde vi nok opgivet lidt.

Så kom skuddet - duen faldt til jorden - og Siggo, som vores hund hedder, blev beordret til at apportere.

Stoltheden havde ingen ende, da han kom spankulerende med duen i munden og afleverede den så flot til min mand.

Dagen - og sæsonen - var reddet.

At jeg ingenting fik skudt denne dag gjorde ingenting - Siggo apporterede og afleverede.