Mit første stykke råvildt

Af: Thomas Weiss Thorsøe - December 2004

 
Vi mødtes, et mindre jagtselskab på ni, søndag morgen kl. 9.00. De lyse timer skulle nydes med drivjagt på tre forskellige jagtområder - første jagt i Skævinge og to i Hørsholm.
 

 
Jeg har haft jagttegn siden ´95 og har på invitationsjagter skudt fasaner, ænder og sortfugle. Et par havjagter er det også blevet til med et par ederfugle som udbytte. Der har på jagter, bl.a. i statsskovsregi, været mulighed for at skyde til råvildt. Tankerne har hver gang kredset om skudafstande og frygten for ikke at ramme dyret ordentligt. Der har på flere jagter været råvildt indenfor de anbefalede 20 meter - dog ikke under omstændigheder hvor jeg har fundet det forsvarligt at afgive skud. Situationen har ikke været rigtig for mig.

Den ene af dagens jagter i Hørsholm har jeg flere gange tidligere haft glæden at være inviteret til - dog uden at have haft hæld med bytte. Det var derfor med en vis afslappethed at jeg indtog min post - og fik afvide at der løb en veksel ret forude og ned imod min position.

Drevet og hundene nåede da også at passere mig uden synet af noget jagtbart og tankerne fløj flygtigt omkring den forestående jul i det jyske og de gule ærter som var stillet os i udsigt efter sidste såt. Pludselig hører jeg Frida, vores drivende Labrador tæve, og råbet råvildt fra kæden, som for flere minutter siden havde passeret mig. Jeg når at tænke, at dyret nok stikker ud af skoven og over den nærliggende mark, hvilket havde været mest sandsynligt, men ser så pludselig nogle småfugle lette fra nogle buske ca. 15 meter borte. Adrenalinen eksploderer da jeg ser råen komme i rask spring lige imod mig. Instinktivt kastes bøssen til skulderen og dyret følges. Den drejer af om bag nogle lave granner og kommer ud få meter foran mig - jeg er slet ikke i tvivl her, situationen er rigtig! Tankerne farer igennem mit hoved da dyret ser mig og ændrer retning igen - jeg har den nu i rent bagskud. Få meter til og den drejer til venstre - jeg sigter mod halsen og afgiver mit skud ...

... sekunderne efter skudet, føltes meget lange - skal der afgives skud igen? Dyret slår imidlertid en kolbøtte forover og lander fladt på siden. "Er dette virkeligt", tænkte jeg. Hvad gør man nu! Råen bliver liggende men sparker en smule med benene. Jeg beslutter mig for at gå til dyret, da jeg har øjenkontakt med sideposten.

Jeg har hørt det beskrevet, hvorledes man afgiver fangst med kniv. Dette var ikke noget der skulle tænkes over og jeg sætter mig på hug bag dyrets ryg og tager med højre hånd fat om dyrets næseben og bøjer dets hoved nedefter mod brystkasse. Med venstre hånd lader jeg fingrene følge nakken fra kraniet og et par hvivler ned. Her fandt jeg hurtig, som jeg har hørt det forklaret, fangsthullet. Et lidt større mellemrum imellem to nakkehvivler. Med venstre hånd sætter jeg kniven for og støder den ind. Råen giver et mindre spjæt og falder til ro!

Jeg hører i det samme de tre toner blæst, som indikerer at såten er forbi.

Men jagten var ikke ovre for mig. Jagtkammeraterne samledes hurtigt og lykønskede mig med mit første stykke råvildt. Det var nu tid til at brække dyret. Op med ærmerne og under kyndig instruktion af en erfaren jagtkammerat fik jeg dyret brækket og efterfølgende hængt op i det nærmeste træ for at det sidste blod kunne løbe fra.

Der går mange tanker igennem hovedet på een efter sådan en oplevelse - især når man sidder med begge hænder inde i det varme dyr for at trække lunger og indvolde ud. Men det føltes som det skulle. Omstændighederne var i orden - skuddet var afgivet på 8 meters afstand - dyret var ramt lige ved venstre forparti og havde effektivt punkteret lungen. Det er normalt at dyret spjætter lidt kort tid efter det er ramt, og det havde ikke været nødvendig at afgive fangst med kniv. Situationen var rigtig.

Det var ikke lykkefølelse, men en følelse af oprigtigt nærvær i situationen og fuldbyrdet ansvar der fyldte mig. For mig er jagten min søgen efter svaret på fra-jord-til-bord spørgsmålet. At være ved "jorden" og selv tage det fulde ansvar for at jeg af natur ikke er vegetar. At tage og føle konsekvenserne og udvikle mig med dem!

Når man som jæger skyder sit første stykke hjortevildt er der tradition for at jagtens gudinde hyldes. En grankvist vædes med lidt blod fra dyret og markeres i jægerens pande. Dette mærke skal blive siddende indtil solnedgang, da jægeren ellers ikke vil få hjortevildt som udbytte igen. Traditionen blev holdt i hævd og jeg fik mit mærke.

Dyret fik lov at hænge udendørs i 5 dage ved en temperatur på 5-10 grader. Herefter fik jeg hjælp til at forlægge vildtet, så kødet blev behandlet og parteret korrekt. I brækket stand vejede råen ca. 16,5 kg og efter forlægning ca. 11 kg.

At dette blev en god dag skyldes først og fremmest at situationen var rigtig - den var rigtig for mig. Årenes mange timer på flugtskydebanen og mange gode jagter som føl med erfarne jægere som jeg respekterer, og som jeg ved respekterer de jagt- og dyreetiske regler, føler jeg har gjort mig klar til at agere så dette blev en god oplevelse og min bedste jagtdag til dato.

Idet jeg med glæde ser frem til mange gode jagtoplevelser fremover vil jeg takke Niels Andersen for råvildt og hjælp til forlægning, Steen Jensen for hjælp med brækningen og Jacob Lilje for lån af krog.
 
Knæk & bræk til jer alle.