 |
Værkstedsdagene den 6. og 7. september
2008
De velkendte værkstedsdage på Dansk Jagt & Skovbrugsmuseum blev i år afholdt i weekenden 6-7 september.
Igen i år deltog Hørsholm & Omegns Jagtforening i tæt samarbejde med Storkøbenhavns jagtforening med en lille stand, hvor vi fortalte interesserede besøgende om jagt og jagtens muligheder i Danmark. Der var mange som gik fra vores ”bod” med et endnu mere positivt syn på jagt, hvad der kun kan glæde os som jægere.
Værkstedsdagene blev om lørdagen åbnet med hjælp fra Hørsholm-blæserne, under ledelse af Claus Machon, som på rigtig jægervis spillede værkstedsdagene i gang. For os jægere velkendte toner og for publikum smukke toner fra et jagthorn.
Poul Kannik fra Storkøbenhavns jagtforening arrangerede jagtsti for børn, i form af ”følekasser”. Børnene skulle føle hvad der gemte sig i kasserne og herudfra gætte et navn (jæger). Hvis de gættede rigtigt blev de udstyret med en flot medalje og en orange kasket. Alle børnene gættede naturligvis rigtigt, med eller uden hjælp, og gik fra værkstedsdagene stolte og svingende med deres medalje.
Om lørdagen lavede vores hundefolk en lille opvisning, hvor de demonstrerede hvor elegante og dygtige hundene var. De gav eksempler på apportering, lydighed, kommandoføring, og ikke mindst til stor fornøjelse og moro for publikum, lavede de pølsenummeret. Nu er der nok nogen som spørger,-- hvad er pølsenummeret.
Det er en demonstration hvor man frister hunden til det yderste ved at lægge en god Dansk rød pølse foran hunden, og kunsten er så, på trods af fristelsen, at hunden ignorerer denne store fristelse. Det imponerer folk !
Dog skal det indskydes, at det er ikke altid at nummeret lykkes.
I år havde jagtforeningen igen noget om mad på programmet, både for de voksne men ikke mindst for børnene.
Lørdag lagde Per Bald og Steen W. Jensen ud med at flå og udskære en spids-dåhjort. Der var mange blandt publikum som fulgte processen med stor nysgerrighed, så mon ikke der var nogen som lærte nogle små fif.
Til de voksne var der smagsprøver på grillet dåvildtkød, og søndag lavede Per og Steen ragout på hjortekød. Der var mange forbi kødgryderne og mange anerkendende blik, mange uhmm og ahh. Mon ikke der er nogen som skal hjem og prøve et og andet efter.
Kirsten Skovsby og Anne Illum Andersen havde igen i år noget omkring emnet,- mad og børn.
Der blev lavet et spyd med vildt-kød og div. grøntsager, og så skulle børnene ellers selv stege herlighederne over åben ild, grundigt overvåget af Anne. Er der noget børn kan lide, så er det at få lov til selv at lave deres mad, og de nød det. Børns berøringsbegrænsninger og ”kræsenhed” er reelt nok mere de voksnes egne begrænsninger.
Nu er det jo ikke kun jagtforeningen som er til stede på værkstedsdagene.
Det er en sammensurium af oplevelser, håndværkere og kunstnere i alle afskygninger, hobbybetonede foreninger af vidt forskellig karakter og en masse udstillere. Alle kendetegnet at de ”brænder” for lige netop deres interesse, så der er nok at se på for dem som vælger at spendere en dag på museet.
Hvis man ikke oplevede værkstedsdagene i år, så kommer de igen til næste år.
Reserver allerede nu lørdag eller søndag i 2009, og det er altid den første weekend i september, og inviter familien på en uforglemmelig oplevelse, og mon ikke der også var noget som kunne friste !
|
 |