Lær at skyde med haglbøsse - JA TAK!
Af H. Christoffersen, april 2004
Godt 30 medlemmer har sagt ja tak til dette flotte medlemstilbud, der blev annonceret i medlemsblad nr. 4 - Okt. 2003, og som nu er afviklet.
Flot fordi det var økonomisk overkommeligt - kun 50,- kr. til et kompendium, som vi kursister fremover kan genbruge ved selvstudium, hvis glemslen indtræder, men også flot fordi det var foreningens egne instruktører, som frivilligt og uden vederlag stillede deres ekspertise og erfaring til rådighed..
Kurset blev afviklet med en opdeling af de godt 30 deltagere i to hold - et grønt og et rødt hold. Begge hold har gennemgået 2 x 2,5 tim. med såvel teoretisk som praktisk instruktion, udøvet af instruktørerne Uffe Bastiansen og Jacob Lilje og med Anne Schouenborg som administrativ supporter.
Jeg har som kursist på det grønne hold oplevet et koncentreret og intenst forløb, hvor tilrettelægning af kurset og dets gennemførelse havde et klart og målrettet sigte: at forbedre træfsikkerheden.
Indøvning af skydestilling og skuldring af bøssen blev absolut dominerende på kurset. Læsestoffet i kompendiet var begrænset til 10 sider ud af i alt 36 sider. Her var det afsnittene "skydeteori" med de tre undertitler - anslagsteknik, skydestilling og svingteknik samt nogle få sider med beskrivelse af løb, skæftetyper og skæftetilpasning,- altså faktorer, der ligeledes har betydende indflydelse på
træfsikkerhed.
Der blev dog levnet tid til anvisning af hensigtsmæssig påklædning på flugtskydebanen - hvis man fryser og noget tøj strammer det forkerte sted, er det spild af tid og krudt for såvel instruktør som deltager.
Kursistens hjemmearbejde mellem de to aftenkurser blev skuldring af bøssen, indøvet med 10 minutter hver dag. Ved den 2. kursusaften var det tydeligt, at gentagelserne - nogen vil måske kalde det gentagelsernes trivialitet - havde båret frugt. Der var tale om synligt forbedrede resultater.
Den 3. og sidste kursusaften blev afholdt hos GameFair i Nærum. Også her blev skydestilling og skuldring prioriteret. Endvidere fik alle under kyndig vejledning fra GameFair´s eksperter konstateret om tilpasning af skæftet på medbragt våben var påkrævet. For nogle var det påkrævet.
Kurset var skåret ind til benet - alt overflødigt var luget bort, eller sagt på en anden måde: alt, hvad der kan forbedre træfsikkerheden var prioriteret højt.
En sådan prioritering afspejler instruktørernes indsigt og erfaring. Instruktionsformen var i høj grad individuel - til tider med mild håndspålæggelse.
Det er nu op til os kursister at omsætte indlæringen til praksis, når vi til foråret kommer på lerduebanen.
Det bliver spændende at prøve kræfter med det indlærte. Jeg er sikker på at instruktørerne også er spændte - vil indsatsen munde ud i, at færre lerduer "overlever" ?
Tak til Anne, Uffe og Jacob for afviklingen af et godt og relevant kursus.
|